Max Bendixen æresmedlem

Aarhus Journalistforening

Formandens tale til Max Bendixen på generalforsamlingen. 


Aarhus C, 18. juni 2023


Kære Max


Når tilmeldinger til generalforsamlinger og julefrokoster tikker ind, er det sikkert, at dit navn er iblandt.

Pudsigt nok, så har det altid skabt en ro i mig. Det går nok alt sammen, tænker jeg, når Max Bendixen (foto) stadig gider komme.   

Din rolige attitude, når du træder ind ad døren, skaber tryghed. Men du har jo også prøvet det før, ja faktisk var du til din første julefrokost i 1958 som 23-årig.


Vi tog en lille snak, (som stadig findes på foreningens facebook - søg ‘Max’)  da du i 2018 fejrede tres års julefrokost jubilæum.

Formanden dengang i ‘58 hed Helge Jensen. Redaktionssekretær og senere chefredaktør, der sagde til den unge journalist: 

Hr Bendixen! De skal skynde dem at blive medlem af Aarhus Journalistforening. Det vil De ikke fortryde! 


Nu har du overlevet 17 formænd i foreningen her. Du er i dag 87 et halvt og forlod Byens Avis i 2008-09 efter mere end 50 år som sports- og navneredaktør, men du har et omfattende forfatterskab ved siden af.

Møder du noget derude, som vi andre skal vide noget om, så producerer du stadig.


Nu mener jeg, at det må være på tide at fejre dig for den ihærdighed i foreningens virke.

Derfor vil bestyrelsen foreslå generalforsamlingen, at Max Bendixen indlemmes i den eksklusive kreds af æresmedlemmer.


Georg Andrésen ” Drés” var den første, siden fulgte Helge Jensen og senest kom Thorkild Behrens på listen.


Tillykke med det, Max. Vi glæder os til at se dig mange år fremover.




Æresmedlem Max Bendixen, 20. november 1935 - 



Michael Wulff Hansen, formand, Aarhus Journalistforening