Vedtægter for Aarhus Journalistforening
1. NAVN OG FORMÅL
§ 1. Foreningens navn er Aarhus Journalistforening.
§ 2. Foreningens formål er at arrangere fagligt vedkommende møder.
2. MEDLEMMER
§ 3. Som medlemmer kan optages
a) journalister, fotojournalister/fotografer,
kommunikatører, grafikere, bladtegnere, redaktører og andre inden for medie- og
kommunikationsbranchen, der har eller har haft deres daglige arbejde i Aarhus
og omegn eller bor i Aarhus og omegn
b) studerende, herunder praktikanter, og lærere ved Danmarks Medie- og
Journalisthøjskole.
§ 4. Bestyrelsen afgør, om en ansøger kan optages som medlem. Hvis afgørelsen går ansøgeren imod, kan han/hun indbringe den for generalforsamlingen.
§ 5. Æresmedlemmer udnævnes af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen.
3. GENERALFORSAMLING
§ 6. Generalforsamlingen er øverste myndighed i alle foreningens forhold.
§ 7. Den ordinære generalforsamling holdes i juni, og bestyrelsen skal indkalde den med mindst fjorten dages varsel og med angivelse af dagsorden.
Dagsordenen skal som minimum indeholde følgende punkter:
a) Valg af dirigent.
b) Formandens beretning.
c) Fremlæggelse af regnskab.
d) Indkomne forslag, herunder fastsættelse af kontingent.
e) Valg af formand.
f) Valg af bestyrelse samt to suppleanter.
g) Valg af revisorer samt én suppleant.
h) Eventuelt.
§ 8. Formanden er på valg hvert år. Bestyrelsen, der i øvrigt konstituerer sig selv, består af yderligere fire medlemmer, som vælges for to år og to ad gangen.
Såfremt formanden eller et bestyrelsesmedlem udtræder mellem to generalforsamlinger, konstituerer bestyrelsen sig selv med en af suppleanterne.
Valg af formand sker skriftligt, hvis der er mere end én kandidat. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter skal ske skriftligt, hvis der opstilles flere end det antal, der skal vælges, inklusive suppleanter.
§ 9. Forslag til generalforsamlingen skal fremsættes skriftligt og være bestyrelsen i hænde senest tre dage før generalforsamlingen.
§ 10. Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.
§ 11. Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter beslutning i bestyrelsen, eller hvis mindst en fjerdedel af medlemmerne skriftligt kræver det. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst otte dages varsel.
§ 12. På alle generalforsamlinger træffes beslutningerne ved almindeligt flertal, hvor intet andet er foreskrevet i vedtægterne. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Afstemninger sker skriftligt, når dirigenten eller mindst fem medlemmer ønsker det.
4. BESTYRELSE
§ 13. Bestyrelsen forvalter foreningens midler.
Dispositioner af større rækkevidde skal forelægges generalforsamlingen.
§ 14. Bestyrelsen har pligt til at tage referat af bestyrelsesmøder og generalforsamlinger og arkivere samme.
5. ÆNDRING AF VEDTÆGTER OG OPLØSNING
§ 15. Ændringer i vedtægterne kan kun vedtages af generalforsamlingen. Til
vedtagelse kræves, at mindst to tredjedele af de fremmødte stemmer for, samt at
ændringerne vedtages på to på hinanden følgende generalforsamlinger. Den anden
generalforsamling skal indkaldes indenfor en måned, og det skal af indkaldelsen
fremgå, at der på dagsordenen er forslag om ændring af vedtægterne.
§ 16. Foreningen kan kun opløses, hvis mindst tre fjerdedele af samtlige medlemmer stemmer for det på en generalforsamling, der er indkaldt med dette punkt på dagsordenen. Der indkaldes til en sådan generalforsamling med mindst otte dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem.
_____________________________________________________________
Således vedtaget på ordinær generalforsamling 30.5. 1983 på Frederikshøj Kro og endeligt vedtaget på ekstraordinær generalforsamling 16.6. 1983 på Danmarks Journalisthøjskole. Lovene er senest ændret med hensyn til § 8, stk. 3, og (daværende) § 14 (om foreningens sommerhus i Fjellerup) – vedtaget på ordinær generalforsamling på Thors Mølle 11. 5. 2004 og endeligt vedtaget på ekstraordinær generalforsamling på Århus Stiftstidende 16.6. 2004. Vedtaget på ordinær generalforsamling restaurant Navigator 7. 5. 2007 og endeligt vedtaget på ekstraordinær generalforsamling på restaurant Sct. Oluf 6.6. 2007
– vedtaget på ordinær generalforsamling 16. juni 2019 og endeligt vedtaget på ekstraordinær generalforsamling 04. juli 2019 i Egå.
Århus Journalistforening © 2008 • Alle rettigheder forbeholdes.
Opdateret 04-07-2019
Nyeste kommentarer
12.08 | 12:55
Det gad jeg godt at have de der mærke i Falck mærke
07.01 | 11:39
Har nogle gamle billeder af jer "kliken", taget af min mor, på Kingosv...
07.01 | 11:37
Kære Carsten Løvshall. Andre bandmedlemmer Per & Kent Bruun, e...
07.01 | 11:34
Kære Carsten Løvchall. Jeg går ud fra, at du voksede op på Porshøj i Her...